Græskarrisotto

6 februar 2020

To favoritter

Blandt favoritter på spisebordet har vi en del (læs: uendeligt mange), men en klassiker vi ofte vender tilbage til er risotto. Måske skyldes det rigelige mængder af smør, parmesan og smagfuld fond. Men måske også fordi det tidligt gik op for os, hvor nem en ret det egentlig er. Derudover er risotto en taknemmelig ret at gå til i den forstand, at den kan toppes og peppes op på mange måder. I denne opskrift har vi krydset den italienske ret med en anden favorit, nemlig græskar og nærmere mest Julies yndlings; nemlig butternutsquash. Den (falloslignende) cremede græskar (bliver det for meget nu?) gør sig generelt godt bagt, i supper og puréer og i særdeleshed i en risotto. Den giver sødme til retten og en flot gul/orange farve til den ellers lidt blege ret. 

OPSKRIFT

Ingredienser (2 personer)

1 skalotteløg
3-4 hvidløg
200 g champignon
Olivenolie
4 dl risottoris (fx. arborioris)
1 dl hvidvin
En god håndfuld timian
1 butternutsquash (hokkaido kan også bruges)
0,5 dl grøntsagsfond
Parmesan (pecorino er også et godt alternativ)
Smør
1 citron

 

Sådan gør du

Start med at klargøre græskar ved at skrælle og skære det i mindre stykker. (Jo mindre stykker, jo kortere tid skal det tilberedes i ovnen.) Læg det på en bageplade, sammen med hele fed hvidløg som du maser ved trykke dem flade med kniv og håndfladen. Fordel dem ovenpå græskarret sammen med timian og lidt olivenolie.
Hak skalotteløg fint og sauter det ved svag varme i en gryde eller sautépande. Når løgene er klare, tilsættes ris som sauteres, således de er klar til at tage imod hvidvin og fond. Rist svampene af på en anden pande ved hård varme – på den måde kommer smagen bedst frem.
Tilsæt først hvidvin og lad det koge lidt ind, så alkoholen forsvinder. Tilsæt nu fond lidt af gangen, så risen tilberedes langsomt. Det tager typisk 16-20 minutter før risen er færdigkogte.
Når græskarret er mørt, tages det ud af ovnen og blendes med hvidløg, citronsaft og salt og peber til en mos. 

Når risene er næsten færdigkogte, men stadig har lidt bid, tilsættes græskarmosen. Dertil en rundhåndet mængde parmesan og en klat smør, samt de ristede svampe. Det hele vendes sammen og smages til med salt, peber og citron. 

Husk at den perfekte risotto konsistens er mere flydende end man lige tror – den må endelig ikke blive for fast. Velbekomme!

Kontakt

Hør os her

hej@madmanifestet.dk
Ceresbyen 24, kl.
8000 Aarhus

CVR: 40342346

Hør os her